Det oplukkende rum

Solen skinner ind ad de store glasruder, mens jeg sidder i den lokale bistro, som har været et midtpunkt i byen i mange år. Jeg kan høre blandingen af tallerkner og bestik skramle ude fra køkkenet af. Rummet fremstår som lyst og åbent, men ind i mellem står nogle halvt åbne skillevægge, som fungerer ligesom rumdeler. Dette skaber en mere hyggelig og privat følelse.  Rundt i rummet sidder flere ældre mennesker. Nogle sammen med andre men en del alle med hver deres kop kaffe og tallerken med dagens morgenmad. Nogle sidder og ser ud af vinduet, mens de følger med i den travle morgen ude på gaden. Andre følger samfundet i morgendagens avis. De fleste af mændene sidder og stirrer ud i luften og observerer hver bevægelse. Især de mange besøgende på bistroens toiletfaciliteter bliver observeret. Det gør stort indtryk på mig, hvor hyggelig stemningen er i sådanne et offentligt forum. Samt hvor mange personer, især ældre, der sidder alene. 

- Tanja Johansen

Jeg træder sammen med to med studerende på rulletrappen som fører op på anden sal til bistroen i Føtex. Mit syn møder som det første en ældre herre med en mørk stok af fint slebet træ, som tålmodigt venter på hans tur i køen til det lille postkontor. Jeg træder ind i bistroen. Det første der rammer mig er sollyset som blænder mig fra de beskidte ruder, som bærer tydeligt præg af den hektiske trafik fra gaden, få meter nede.

Jeg køber mig en kop varm kakao og sætter mig på de brune træstole, som tydeligvis ikke er blevet udskiftet i dette årti. Da jeg sætter mig fanger en ældre herre straks mit blik. Han har købt sig en kop kaffe og sidder alene med dagens avis. Han har et markeret ansigt med et stort hvidt fuldskæg, som dækker det meste af den nederste del af hans ansigt. Ved første øjekast har hans beklædning mange ligheder med klassisk patient beklædning. Han bærer hvide bukser og en lys, blå skjorte. Han har en udvasket tatovering på højre underarm af en klassisk pin- up pige.

De første minutter sidder han tilsyneladende lidt bedrøvet og observerer de øvrige kunder. Nogle sidder for sig selv, andre hygger sig med venner og veninder. Han sætter sig herefter, stadig for sig selv og giver sig til at læse dagens avis. 

- Mette Monsen

Solens stråler skinner gennem bladene på træerne og rammer græsset der stadig er overtrukket med dug. Jeg går på stien der snor sig gennem parken. Der er næsten helt stille i parken. Kun lyden af legende børn kan høres i den ellers stille morgen. Nogle af børnene leger på en bakke hvor de glider på rumpen ned af iført deres farvestrålende regntøj, mens andre samler agern og bog sammen i græsset under de høje træer. Mens børnene leger begynder der så småt at komme flere mennesker i parken. Midt i parken er der bygget et skur, hvor der står bænke inde under halvtaget. Lidt efter lidt bliver bænkene fyldt med mennesker der søger ly fra blæsten. En af dem er en mand med rød kasket. Han har langt skæg og er iført noget lidt nusset tøj. Han sidder for enden af bænken med en nettopose mellem benene. Op af nettoposen tager han den ene dåseøl efter den anden, mens en lighter går på omgang i den lille gruppe mennesker. Efter læskuret er blevet fyldt, forlader de legende børnene parken sammen med deres medfølgende voksne.

- Eline Jørgensen

Luften er stadig kold og frisk her til morgen da jeg træder ind igennem den gamle portlåge til Tøjhushave-parken. Solens stråler har endnu ikke fået den glinsende dug til at forsvinde fra blade og græs. Her er helt stille og kun en svag støj fra bilerne nede på Toldbodgade kan høres engang imellem. Jeg når ikke langt i parken før jeg kan høre lyden af grinende småbørn. De helt lyse og skingre børne stemmer fortæller mig allerede, at de ikke kan være ret gamle. Da jeg kommer tættere på kan jeg se en lille folk smilede børn i klædt i regntøj i alle regnbuens farver. De kurer på numsen i det våde græs ned af en lille bakke. Jeg tænker for mig selv; tænk hvor enkelt og sorgløst livet er i deres alder.

Jeg går længere ind i parken og får øje på en mand som halvvejs ligger hen over et bord. Han er sunket sammen på et borde-bænkesæt i parkens pavillon. Jeg observerer ham på afstand i et minuts tid. Han bevæger sig ikke.

   Ved siden af ham begynder en kommunal arbejdsmand at rundt og tømme skraldespande og feje fliserne. Han kigger ikke på den sammensunkne mand. Jeg tænker på om han sover, om han er blevet dårlig eller om han er overhovedet er i live. Jeg kan ikke få mig selv til at gå videre før jeg har vished om dette. Jeg går hen til ham, sætter mig på hug ved ham og lægger en hånd på hans skulder.  Jeg taler til ham og rusker forsigtigt i ham. En duft af en god parfume rammer mig, og jeg bliver overrasket over dette. Omkring ham står et par tomme flasker, og en gul netto bærepose med tomme flasker fortæller mig, at han må have drukket meget.  Efter nogle forsøg på at komme i kontakt med ham, kommer der et uforståeligt mumlen fra ham og han begynder at snorke. Jeg lader ham være i fred efter, at have sikret mig, at han blot sover hans rus ud. Jeg går videre og sætter mig på en bænk. Én af gangen kommer der 3-4 personer mere hen til pavillonen. Deres interne jargon fortæller mig at de kender hinanden. De har alle medbragt poser med alkohol.

 Pædagogerne til de legende børn ser også at der er kommet flere til. De samler børnene sammen og forlader parken. Mon de gør det på grund af de ny tilkommende personer……...

- Mia Lindbjerg Sørensen    

Det er en helt almindelig torsdag formiddag og jeg sidder i bistroen i Føtex kantine. Belysningen og de mørke bjælker gør rummet mørkt, selvom det for længe siden er blevet lyst. På et bord lige foran mig, står der en stor bunke af brugte glas og tallerkener og en personale har travlt med at rydde op. Jeg undre mig over, hvorfor dette sted er så besøgt for jeg synes ikke ligefrem at det er hyggeligt. Mens jeg sidder der iagttager jeg menneskene der går forbi og dem der sidder ved bordene og spiser. Nogen sidder alene eller to og to og læser avis og spiser morgenmad, andre går forbi for at benytte toilettet. Jeg kigger rundt og registrere at der sidder mange enlige mænd og kommer til at tænke på en episode fra dengang jeg arbejdede i hjemmeplejen, som jeg gerne vil fortælle.

Det er sidst på eftermiddagen jeg er nået til den sidste borger på min liste og glæder mig over, at jeg snart har fri. Jeg skal gøre rent hos en mandlig borger, som jeg aldrig har besøgt før. Efter jeg har gjort rent spørger borgeren mig om jeg har lyst til en Nutella mad. Jeg siger ja tak og vi sidder ude i hans lille køkken og spiser og snakker. Han fortæller om mange episoder fra sit liv, som jeg normalt finder langsommelige og kedelige, men af en eller anden grund bliver jeg opslugt af hans historie og mister fuldstændig tidsfornemmelsen. Jeg kigger på mit ur og opdager at klokken er mange, men det gør ikke noget for det har været en rigtig hyggelig eftermiddag. Jeg siger farvel og tak for Nutella maden og går ud til min cykel, som holder parkeret udenfor.

- Louise Møller Jeremiassen    


Vores Disharmoni
 HVAD ER EN GOD RELATION?